Skamstrup Skole er bygget i 1882 og indeholdt skolestue, gang, kontor samt bolig for læreren og hans familie. Senere er der opført en tilbygning ud mod vejen. Skolen var i funktion indtil 1959, hvor Skamstrup-Frydendal Centralskole (senere Kildebjergskolen) i Mørkøv blev taget i brug.

Inden der blev truffet beslutning om, hvor den nye skole skulle placeres, blev der holdt folkeafstemning. Den gav et lille flertal for, at nybyggeriet skulle placeres i Skamstrup. Men efter et kommunevalg følte sognerådet sig ikke længere bundet af afstemningen, hvorfor det blev besluttet at opføre den nye skole i udkanten af Mørkøv. I Skamstrup var der megen modstand mod denne placering, men skolen kom altså til at ligge ved Mørkøv. (Datering: 1900-1920)